Hunden Gucci lever under forhold, som er en overtrædelse af dyreværnsloven, mener Dyrenes Velfærd, der har anmeldt hundens ejer til politiet.
Efter flere besøg på ejendommen har Vejen Lokalpoliti nu krævet, at hunden kommer ind i nogle af døgnets timer. I følge Dyrenes Velfærd opholder hunden sig i øjeblikket ude i døgndrift og har kun et utilstrækkeligt hundehus uden den nødvendige afskærmning for vejr og vind. Gucci bor på en ejendom i Vejen.
– Vi har forlangt, at hunden ikke opholder sig ude hele døgnet. Vores jurister er ved at afgøre, om hundeejeren skal sigtes for noget, eller om vi skal ind med et påbud, siger lederen af Vejen Lokalpoliti, Svend Erich Paulsen.
Hundens ejer oplyser over for JydskeVestkysten, at Gucci har det fint.
– Den får mad fire gange i døgnet og har nu fået et isoleret hundehus. Den har gået ude, siden jeg fik den for fem år siden, og den vil slet ikke kunne trives indendørs. I øvrigt kan vi ikke have den inde, fordi vi har astma i familien, siger hundens ejer.