Løsgængeren Christian H. Hansen mødes med justitsministeren på mandag i forbindelse med dyreværnssag.
Den grove mishandlingssag, der mandag aften kostede en hund livet i Odense, giver genlyd i gangene på Christiansborg.
Det tidligere medlem af Dansk Folkeparti og nuværende løsgænger Christian H. Hansen rejser nu sagen overfor Justitsminister Lars Barfoed (K).
- Jeg har aftalt et møde med justitsministeren på mandag, for der skal simpelthen strammes op på lovgivningen. Han har tidligere lovet mig at gøre noget ved det, og nu får han mulighed for at træde i karakter og slå fast, at vi ikke tolererer den slags, siger Christian H. Hansen.
Hundemishandlingssagen fra Odense fandt sted mandag, hvor en 29-årig mand trampede på sin hundehvalp og stak den adskillige gange med en kniv, hvorefter han efterlod det dødeligt sårede dyr i en papircontainer.
Dele af mishandlingen blev overværet af naboer, der tilkaldte politiet, og den 29-årige hundemishandler er nu sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven.
Men en bødestraf er ganske enkelt ikke nok, mener Christian H. Hansen.
- Det er allerede muligt at få frakendt retten til at holde dyr, og det skal indskærpes overfor domstolene. Så snart man tager et dyreliv, har man ikke længere ret til at holde så meget som en skovsnegl, og jeg går desuden helt og holdent ind for fængselsstraf i den slags sager, siger han.
En kredsformand fra Dyrenes Beskyttelse oplyste i går til fyens.dk, at den 29-årige hundemishandler også tidligere har mishandlet dyr. Blandt andet skulle han have kvalt en hundehvalp og slået en kat ihjel med en golfkølle. Ifølge kredsformanden blev den 29-årige dog aldrig anmeldt, da vidnerne frygtede repressalier.